fredag den 26. september 2008

Manifestation mod tvangsudvisninger!

Duk op og vis din modstand mod tvangsudvisningen af Mirsad Zairi!

De danske myndigheder har siden maj måned i år udført en række tvangsudvisninger, primært til det krigshærgede Irak. Dette er sket i strid mod flere internationale konventioner og enhver form for medmenneskelighed. Men det stopper ikke den danske regering, og alt tyder på at de vil fortsætte deres racistiske masseudvisningskampagne.

Torsdag d. 2. oktober udvises Mirsad Zairi således til Serbien. Han fik afslag på asyl, fordi Udlændingeservice og Flygtningenævnet ikke mente, at han var i fare i Serbien, selvom han havde været udsat for tortur i fængslet.
Mirsad Zairi tvinges derved til at forlade sin psykisk syge kone og to små børn. Hjemsendelsen er ifølge eksperter i strid med flere artikler i FN’s børnekonvention, hvor der blandt andet står skrevet at barnets tarv kommer i første række og at barnet har ret til at bo med sine forældre, medmindre det mistrives.

Staten har startet denne masseudvisningskampagne og de har til hensigt at fortsætte. Siden de første udvisninger i maj har der været protester. Protesterne må ikke stoppe! Vi fortsætter indtil udvisningerne er stoppet!

Initiativet Stop Udvisningerne opfordrer alle til at vise deres modstand mod tvangsudvisningen af Mirsad Zairi og møde op onsdag d. 1. oktober kl.17:30 foran Aftenshowet på Rådhuspladsen. Der vil være musik, taler og folkekøkken.