mandag den 20. april 2009

Aktion mod tvangsudvisning d. 20. april 2009

Her til aften kl. 17.30 planlægger det danske politi at tvangsudsende
en 58-årig statsløs palæstinenser til Libanon. Han har boet i Danmark
i 25 år, men blev efter 20 år udvisningsdømt. Dette understreger endnu
en gang det officielle Danmarks vilje til at tvangsudvise mennesker
til en uvis skæbne.

Aktionsnetværket Stop Udvisningerne vil forsøge at bremse udvisningen
fra Kastrup Lufthavn.

”Vi har før protesteret mod disse frygtelige udvisninger. Desværre er
der ingen ændring sket på området. Så nu protesterer vi altså igen.
Statsløse palæstinensere har stort set ingen rettigheder i Libanon. Og
tidligere sager har vist, at de danske myndigheder ikke bekymrer sig
om de udvistes sikkerhed.” udtaler Asla fra Stop Udvisningerne.

Stop Udvisningerne har tidligere aktioneret i lufthavnen, hvor man
bl.a. har blokeret check-ins og informeret passagerne og personale om
de pågældende udvisninger.

Lige nu er flere hold aktivister på vej mod Kastrup i et sidste forsøg
på at stoppe endnu en udvisning.