mandag den 20. april 2009

Voldelige anholdelser i lufthavnen

For få minutter siden startede en aktion i Kastrup Lufthavn. Omkring 50 aktivister aktionerer mod at tvangsudvisningen en 58-årig statsløs palæstinenser til Libanon, der har boet 25 år i Danmark.

En gruppe på omkring 30 aktivister danner en fysisk blokade af Check In til den pågældende flyafgang i håbet om at forsinke flyet og for at informere passagerne og personale.

”I sidste ende kan kaptajnen nægte at medvirke, og vi opfordrer også medpassagerne til at protestere” udtaler Asla fra Stop Udvisningerne

Selvom aktivisterne forholdt sig roligt skred politiet hurtigt til en række voldelige anholdelser. En efter en blev deltagerne kastet ned på jorden - en så voldsomt at personen fik kraftig næseblod. På trods af politiets voldelige adfærd opretholder de resterende aktivister
blokaden.

Stop Udvisningerne lover at fortsætte aktionerne:

”Vi vil fortsætte med at gøre hvad vi kan for at gøre disse udvisninger så besværlige som overhovedet muligt. Det skal ikke være omkostningsfrit at tvangsudvise. Vi vil aktionere mod alle der medvirker til udvisningerne – både luftselskaber som Lufthansa og de danske myndigheder” udtaler Asla fra Stop Udvisningerne